SPROGTIPS

 

Forsiden Sprogmisbrug

SIN, SIT, SINE eller HANS, HENDES ?

Han tog sit gode tøj, og gik hans vej.

Dette er et af de helt store problemer, som det vrimler med eksempler på i mange medier

 - og så er den korrekte brug endda temmelig logisk, og reglerne ret enkle:

Det skal være sin/sit/sine, når det henviser til grundleddet i sætningen, og det skal være hans/hendes, når det henviser til noget andet end grundleddet. Han tog sit gode tøj. Her er det sit, fordi ordet henviser til grundleddet, han. Hvis der havde stået hans gode tøj, var det en anden mands tøj, han forsvandt med - og gik hans vej, altså den anden mands vej, det skal være sin vej, som naturligt nok er den vej han kan gå.

Er grundleddet 3. person flertal, skal man naturligvis bruge flertalsform, deres. De tog deres gode tøj, og gik deres vej.

Sin, dens og dets følger de samme regler: Båden ligger på sin plads. De satte masten på dens plads og flaget på dets stang.

DER - SOM

Hvornår hedder det der, og hvornår hedder det som?

Når det henførende stedord er grundled, er der frit valg. Det er Peter, der ejer båden/Det er Peter, som ejer båden - dog med den undtagelse at efter og/men/eller kan man kun bruge som. Hvor er den båd, der lå der, og som var nymalet.

Når det henførende stedord ikke er grundled i bisætningen, kan man kun bruge som. Her er det skilt, som du ledte efter.

I bisætninger som begynder med et hv-ord (hvem, hvad, hvor etc.), og hvor spørgeordet er grundled, bruges der efter hv-ordet. Jeg ved ikke, hvor der er flere skilte. Jeg ved ikke hvilken båd der er din.

DER ER CHANCE FOR EN RISIKO

Hvornår hedder det det ene, og hvornår hedder det det andet?

Der er chance for, at han falder ned fra stilladset - nej vel. Brug risiko, når der er tale om noget uheldigt eller uønsket. Chance anvendes, når det drejer sig om noget positivt eller glædeligt. Jeg har en chance for at vinde i Lotto.

Handler det om noget, der hverken er positivt eller negativt, eller som man ikke vil tilkendegive sin holdning til, bruges mulighed.

Meteorologerne taler ofte om chance for sol og risiko for regn, men det er jo noget, man ser forskelligt på, afhængig af om man f.eks. er på ferie ved stranden, eller man er en tørkeplaget landmand, så vejrmagistrene bør bruge mulighed, og det bør vi andre også i lignende sammenhænge.

På folkets modersmål, 
med Danmarks tunge,
syng, som ingen andre fugle sjunge,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.
  
                       N.F.S. Grundtvig
Til toppen